Lanciastand ved Copenhagen Historic Grand Prix. 29.-31. juli

Så har vi lagt det klassiske træf på Charlottenlund travbane samt det nordiske Lanciatræf i Norge bag os. Charlottenlund var en succes – især for os. Som den eneste klub havde vi gjort noget alvorligt ud af at præsentere os, med ti biler og en pavillon. Der var hele dagen stor tilstrømning til Lanciastanden og megen interesse for bilerne. Der er grund til at takke de medlemmer der stillede op, så vi kunne vise et flot varieret udbud af Lanciaer.

De der var med i Norge havde en fin oplevelse i dejligt vejr, med ca. 100 mennesker og 50 biler. Igen Lanciaer af mange forskellige slags.

Nu gælder det Copenhagen Historic Grand Prix på Bellahøj i København. Det foregår fra fredag 29. til søndag 31. juli. Vi har aftalt med arrangørerne at klubben får en meget bedre placering end sidste år. Til gengæld har vi lovet at stille op med et flot udvalg af Lanciaer. Alle der stiller med en bil får gratis billet til løbene lørdag og søndag. Opstilling finder sted fredag eftermiddag, og man kan hente sin bil igen søndag efter kl. 18. Området er afspærret, og der er vagter på. Vi stiller klubbens store pavillon op som samlings- og mødested.

Vi vil bede alle medlemmer – uanset hvilken Lancia de kommer med – om at melde sig. Der bliver god plads, og det vil være sjovt hvis vi virkelig kan overraske med hvor mange spændende biler en så lille klub kan stille med.

Tilmelding: Vi skal give arrangørerne besked i god tid, så tilmeld jer snarest til Niels Jonassen på aurelia@webspeed.dk

I får en eller to spændende dage med historiske løb og hyggeligt samvær med andre lancisti og publikum får mulighed for at se hvor fantastiske biler Lanciaer er.

Skriv et svar