Lille historie fra den virkelige verden

Her får I en dugfrisk historie fra den virkelige verden:

Jeg havde netop afleveret min 2000 Berlina hos Arne Juul i Tilst og sat mig ind i den taxa jeg havde bestilt for at komme tilbage på mit kontor, så spørger taxachaufføren mig: “Er det en 72’er eller 73’er?”.

“Den er fra 73”, svarer jeg. “Hvordan kan det være du ved så meget om sådan en bil?”, spørger jeg ham.

“Min far havde en – i Libanon”, svarer han. “Han købte den i 74”.

“Har han den stadigvæk?”, spørger jeg.

“Nej, den blev bombet. Vi boede i en flygtningelejr i Libanon og i 76 blev lejren angrebet og en af bomberne ramte min fars bil”.

Potenza Morbida

Tag et kig på denne 12 minuter (!) lange italienske reklamefilm fra 1982, der præsenterer Lancia Trevi-topmodellen Volumex. Titlen er fantastisk: “Potenza Morbida”.

Filmen er for øvrigt lagt på Youtube af Centro Storico Fiat.

Reportage fra Bremen

Det er altid hyggeligt at besøge klassikermessen i Bremen, årets første store tyske bilmesse. Vælg gerne fredagen, hvis du har mulighed for det. Så er der knap så mange besøgende og man kan få en p-plads direkte “am Messegelände”, i stedet for at skulle parkere langt fra stedet.

Vi kørte fra Aarhus kl. 5 og fire en halv time senere var vi dernede. Er man på udkig efter Lancia-biler, så er det ikke Bremen man skal besøge. For så bliver man skuffet. Lancia’er er der ikke mange af på messen, der naturligvis er domineret af Porsche, Mercedes og andre tyske mærker.

Den tyske Lancia-klubs stand. Messen var lige åbnet, så endnu ikke den store publikumstilstrømning. I midten mellem de to herrer sidder for øvrigt Angela Verschnoor, forfatter til BOGEN om Flavia-modellen

Men lidt var der dog: Fire biler….

Den tyske Lancia-klub fejrede 40 års jubilæet for lanceringen af Delta-modellen, med to fine biler udstillet. Den røde var noget mere hidsig end den mørkegrå metallic. Jeg er desværre ikke så velbevandret i Delta, så jeg kender slet ikke alle versioner, special editions osv.

I den mere fredsommelige afdeling havde tyske Arnold Classic udstillet en noget nær perfekt Fulvia sedan, i en af de farver der efter min mening klæder klassiske biler perfekt: grå. Der var intet at udsætte på den bil. Den forekom perfekt fra inderst til yderst. Om den så kan bære en pris på 19.950 euro, det er ikke til at sige. Umiddelbart ville jeg vurdere den 5000 lavere. Arnold har for øvrigt også en Flavia Zagato til salg, til den nette pris af 89.000 euro.

Sådan skal et motorrum se ud

På Bremen-messen finder man mange sjove biler i messecenterets P-hus. Der er hundekoldt, men alligevel skal man jo alle biler igennem for at finde sjove eksemplarer, tjekke priser osv. Der var bl.a. en hvid Mercedes 230 CE fra engang i 80’erne, til en billig penge. Sådan en rigtig pensionistbil, plejet efter alle kunstens regler. Der var også en del Volvo og Saab til salg, bragt derned af svenskere. De biler var også meget rimeligt prissat.

Den eneste Lancia i p-huset var en Delta. Endda med det man i auktionsbranchen så fint kalder Proveniens, dvs. en kendt “Vorbesitzer”. Her var det den tysk-italienske Schlager-frikadelle Nino de Angelo, der havde været bilens første ejer. Nino gjorde sig for øvrigt for kort tid siden uheldigt bemærket ved at blive taget af tysk færdselspoliti med en heftig promille i blodet. Og hvad forlanges der så for sådan en Delta med “proveniens”? 28.900 euro – se nedenfor.

Til den store tegnebog

Hvis man virkelig gerne vil spendere penge i den helt store stil, så skal man som Lancia-liebhaver tage en tur til Norge. Der står en Fulvia 1600 HF til salg til den nette sum af 696.000 norske kroner.

For de penge får man et skarpslebent rally-våben, der har kørt klassisk Monta Carlo rally seks gange. Bilen skulle være i perfekt stand. Kig annoncen her

Bemærk i øvrigt, at ifølge norsk købelov har man ved køb af denne bil 5 års reklamationsret mod skjulte fejl og mangler…..