Reportage fra Bremen

Det er altid hyggeligt at besøge klassikermessen i Bremen, årets første store tyske bilmesse. Vælg gerne fredagen, hvis du har mulighed for det. Så er der knap så mange besøgende og man kan få en p-plads direkte “am Messegelände”, i stedet for at skulle parkere langt fra stedet.

Vi kørte fra Aarhus kl. 5 og fire en halv time senere var vi dernede. Er man på udkig efter Lancia-biler, så er det ikke Bremen man skal besøge. For så bliver man skuffet. Lancia’er er der ikke mange af på messen, der naturligvis er domineret af Porsche, Mercedes og andre tyske mærker.

Den tyske Lancia-klubs stand. Messen var lige åbnet, så endnu ikke den store publikumstilstrømning. I midten mellem de to herrer sidder for øvrigt Angela Verschnoor, forfatter til BOGEN om Flavia-modellen

Men lidt var der dog: Fire biler….

Den tyske Lancia-klub fejrede 40 års jubilæet for lanceringen af Delta-modellen, med to fine biler udstillet. Den røde var noget mere hidsig end den mørkegrå metallic. Jeg er desværre ikke så velbevandret i Delta, så jeg kender slet ikke alle versioner, special editions osv.

I den mere fredsommelige afdeling havde tyske Arnold Classic udstillet en noget nær perfekt Fulvia sedan, i en af de farver der efter min mening klæder klassiske biler perfekt: grå. Der var intet at udsætte på den bil. Den forekom perfekt fra inderst til yderst. Om den så kan bære en pris på 19.950 euro, det er ikke til at sige. Umiddelbart ville jeg vurdere den 5000 lavere. Arnold har for øvrigt også en Flavia Zagato til salg, til den nette pris af 89.000 euro.

Sådan skal et motorrum se ud

På Bremen-messen finder man mange sjove biler i messecenterets P-hus. Der er hundekoldt, men alligevel skal man jo alle biler igennem for at finde sjove eksemplarer, tjekke priser osv. Der var bl.a. en hvid Mercedes 230 CE fra engang i 80’erne, til en billig penge. Sådan en rigtig pensionistbil, plejet efter alle kunstens regler. Der var også en del Volvo og Saab til salg, bragt derned af svenskere. De biler var også meget rimeligt prissat.

Den eneste Lancia i p-huset var en Delta. Endda med det man i auktionsbranchen så fint kalder Proveniens, dvs. en kendt “Vorbesitzer”. Her var det den tysk-italienske Schlager-frikadelle Nino de Angelo, der havde været bilens første ejer. Nino gjorde sig for øvrigt for kort tid siden uheldigt bemærket ved at blive taget af tysk færdselspoliti med en heftig promille i blodet. Og hvad forlanges der så for sådan en Delta med “proveniens”? 28.900 euro – se nedenfor.

3 thoughts on “Reportage fra Bremen

  1. Jeg forstår godt hvis ikke du er hjemme i Delta udgaverne, men så kan vi jo arrangere et minikursus hvor jeg til gengæld lærer om Fulvia Coupe serie 1 – 2 – 3 som jeg ikke kan skelne imellem. De 2 Delta er 16v udgaver og Limited Edition kom først med EVO modellerne fra 91. Det tager vi på vort kursus. eur. 28.900 kan godt forekomme dyrt for en 16v men priserne er generelt steget for Delta udgaverne så hvorfor ikke. Det samme for Fulvia Berlina og der synes at være kommet større interesse for Berlina modeller. Det ses også for Alfa Romeo.

  2. Hej Torben

    Kursus – det er jeg med på. Og ang. interessen for Berlina-modeller, så har jeg også den samme fornemmelse. Der er for øvrigt en næsten identisk grå Fulvia Berlina til salg lige nu i Charlottenlund, til en væsentligt lavere pris. Og den er mindst lige så fin som den i Bremen: https://suchen.mobile.de/fahrzeuge/details.html?id=270889684&cn=DK&damageUnrepaired=NO_DAMAGE_UNREPAIRED&isSearchRequest=true&makeModelVariant1.makeId=14700&makeModelVariant1.modelId=6&maxPrice=25000&minPrice=500&pageNumber=1&scopeId=C&sfmr=false&fnai=prev&searchId=a2466e79-bd64-6206-4499-be8f702a2dec

    • Hej Arne. Den grå Fulvia tilhører et af vore medlemmer og har været vist på en bagside af Granturismo. Der kan også ses mere på vor Facebook side hvis du scroller et stykke dernedad. Vistnok en fin bil der har været til større service hos Skallebølle Auto. Jeg har før kigget efter netop den model med det flotte bagparti – der er bare lige det med farven.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.