1992 Lancia Delta Integrale EVO 1 Giallo Ferrari

Ejere: Per Manstrup Kristensen & Annie Kärävä

En broget historie? Måske!

Historien for vores vedkommende starter i Maj 2010 hvor vi køber en gul Lancia Delta Integrale af Torbjörn Holst i Stockholm. Vi vidste ikke ret meget om bilens historie på det tidspunkt, men var sikker på at det var bilen for os, og vi er kun blevet positivt overrasket sidenhen.

Her ses Delta'en med de nye hvide TH2-fælge

Lidt om den måske brogede baggrund:
Ifølge Lancia’s værkstedssystem er bilen oprindelig hvid, der er dog ikke noget som helst på bilen der antyder at dette skulle være tilfældet, den har simpelthen aldrig været hvid når man går den grundigt efter. Vi fandt på et tidspunkt noget der kunne ligne hvid lak i bagagerummet ved skruehullet til reservedækket, men nærmere studie viste at dette blot var grunder-farve.

Klassisk vinkel på Delta'erne, vingen og de brede hofter stikker ud selv idag

En mulig forklaring er at bilen oprindeligt blev lagt ind i Lancia’s produktionssystem som hvid. Den slags sker gerne hele og halve år inden selve produktionen begynder. Inden bilen er nået hele vejen igennem produktionsprocessen har en hos Lancia’s design-afdeling i mellemtiden fået gennemført at der skal laves en limited production i gul der skal kaldes “Giallo Ferrari Race” hurtigst muligt. Bilen er derfor kommet igennem produktionsbåndet med de fleste af de oprindelige specifikationer, blot i en anden farve. Og vi ved at italienerne ikke altid har været så nøjeregnede med deres registreringssystemer, så farven er aldrig blevet opdateret.

Delta'en i pitten på Mantorp Park, banen passer fantastisk til bilen

Det grønne alcantara-interiør er originalt ifølge fabriksoplysningerne. Bilen er udstyret med en lille metalplade hvorpå der står “Limited Edition” med nummeret “013”

Den korte langside på Mantorp Park i fuld fart

De kendte oplysninger er:
Chassis-nummer ZLA831ABO00567831
Motor nummer 831E5.000
Version 831AB027
Spares 06474668

Cattolica-papirerne: Lancia Delta HF integ. 16v excl. serie spe. LAN1230

Nærbillede af højre side for fra salgsannoncen. Vi ser Bilstein affjedring, HR coilovers, konverteringen af hjulboltene og Tarox opsætningen med bremseskiver og 6-stemplet kaliber

Automobile Club Italia-papirerne: AUTOVETTURA / PRIVATO TRASPORTO PERSONE FIAT AUTO SPA 831AB027 LANCIA DELTA HP 20 KW 151,00 Alimentazione BENZINA

Bilens første ejer er ifølge Lancia’s systemer den tyske importør, der havde hjemtaget bilen til eget brug, alså “firmabil” eller “funktionærbil”.

Motorrummet på en Delta er altid ganske velfyldt, og løsningerne drager altid mange interesserede hver gang der åbnes for motorrummet.

Den næste kendte del af bilens historie har vi fra de italienske registreringspapirer vi fik med bilen. Heraf fremgår det at bilen var gul da den bliver registreret første gang 1/1997. Biltypen er angivet til “LAN1230” og modellen er betegnet som “LANCIA – DELTA HF INTEG 16V EXCL. SERIE SPE”. Næstsidste ejer i Italien var en nordmand 🙂

Torbjörn Holst importerer bilen til Sverige i 2000 (pris 28 mill lire), og han beholdt den indtil vi købte den i 2010.

Torbjörn, eller Tobbe som han kaldes i Sverige, er en dygtig og foretagsom mand. Og Tobbe kan lide at køre stærkt, og han har gode forbindelser. Tobbe bruger de første par år med bilen på trackdays, indtil han har dannet sig en mening om vejen frem. Derefter hælder han MANGE penge i bilen, på den rigtige måde henover de næste 2-4 år, og herefter har han igen anvendt bilen til primært trackdays. Delta’en nåede blandt andet med i det svenske magasin “Motorsport”, vi fik naturligvis bladet med ved køb.

Tobbe var i 2009 nået frem til at hvis bilen skulle være hurtigere ville han være nødt til at strippe den for alt interiør, bytte ruderne til plast etc., og der syntes han rent faktisk at den var i for god stand. Efter vi købte Deltaen har Tobbe anvendt pengene til at købe en Ferrari 308, som har fået hele turen istedet.

En Delta må gerne være lidt mudret op til tagstolperne, det passer på sin vis godt sammen

Og hvad har Tobbe så gjort ved bilen? Han startede nedefra, byttede undervognen, bremserne, forbedrede køling og byttede turbo, sådan i grove træk. Langt over vores niveau, men vi synes der er kommet en helt fornuftigt kørende bil ud af det.

Nedenfor salgsannoncen som vi faldt for, den giver et godt indtryk af hvad Tobbe har gjort ved Delta’en (håber den kan være inspiration, bare spørg for detaljer, kvitteringer, tegninger):

  • Lancia Delta Integrale Evoluzione 1992
  • Gadebil optimeret til banekørsel
  • Gul, standard karosse med soltag
  • 2.0 16v Turbo 4wd (47% for 53% træk bag)
  • Meget god stand
  • 84260 km
  • Nysynet uden bemærkninger.
  • Nyserviceret med alle olier, nye bremseklodser rundt om + ny kobling
  • Sparco Evo + Evo2 stole
  • Momo Montecarlo mocca rat
  • Omdrejningstæller med shiftlight
  • Sabelt 4-p sikkerhedssele på førersiden
  • Compomotive MO 7.5×17 fælge Toyo R888 205/40R17 R-dæk (gadegodkendte) mindst halvdelen af mønsteret tilbage
  • Lange konverterede navbolte – tillader valgfri tykkelse spacers
  • Bilstein/H&R Coilovers rundt om, specialtilpassede af Forza i Stockholm
  • 330mm Tarox bremser med 6-cylinder kaliber for, EBC Yellowstuff bremseklodser
  • 313mm Tarox skiver med udflyttet original-kaliber bag, standard bremseklodser
  • Bremsefordelingen er justerbar med drejeknap ved førerpladsen, ABS fjernet
  • Powerflex bøsninger + lejer
  • Justerbare camberplader rundt om, alle hjulvinkler justerbare
  • Stivere justerbar krængningshæmmer bag
  • Kraftigere torssionsstænger chassis for + bag
  • Helix 6-eger kobling med affjedret centrum
  • Lettet svinghjul
  • Ultramotors programerbare indsprøjtning/tændning. Laptop m program medf.
  • Mitsubishi TD4HL Turbo
  • Frontmonteret intercooler med Pace element
  • Magnecore KV85 tændingskabler
  • 2,75″ udstødningssystem i rustfrit stål med Ferrita Race katalysator
  • Mappet af Ultramotors i Stockholm, de har angivet 290hk/400Nm
  • Motordele valgt og justeret for minimalt turbokick m bredt register for banekørsel
  • Forbedret oljeafkølning med ny større og flyttet Setrab-køler
  • Import fra Italien af mig år 2000, under ombygning 2002-2006
  • Trim og ny tandremrem 2006
  • Efter ombygning kørt 7500 problemfrie km, serviceret og synet uden bemærkninger hvert år
  • Hjulvinkler optimeret til banekørsel.
  • Camber 3.0gr for, 2.0gr bag
  • Alle afmonterede originaldele medfølger

(Og i parantes bemærket: Når der står at alle afmonterede originaldele medfølger, så mente Tobbe det. Vi fik tre store flyttekasser med, plus fire originalfælge og reservdedækket, plus de to originale forsæder, plus fire store A4-mapper med alt i kvitteringer, beregninger, skitser på den nye køler, værkstedshåndbog, reservationer af flybiletter til indkøbsrejsen, etc., etc., etc. Jeg har blandt andet fundet det originale værktøjssæt, jeg har fundet original-rattet, jeg har fundet den gamle oliekøler, ABS’en naturligvis, etc., etc., etc. Og bare for at det ikke skulle være løgn, ca. et halvt år efter vi havde købt bilen fandt Tobbe ved en oprydning i garagen de to high-risers til bagvingen som man ellers kan betale dyrt for ulakerede, de blev naturligvis eftersendt for hans regning, for de hørte jo til bilen)

Vi anvender Delta’en som brugsbil om sommeren, og vi har været på banen med den et par gange allerede, og planlægger mange flere af disse aktiviteter med den. Vi har i vores husholdning aldrig tidligere prøvet en lignende bil med samme vejholdning og accelerations- og bremse-egenskaber, det kan kun anbefales. Bilen skal bruges, og køres hårdt, men samtidigt er vi i gang med at få den helt i tip-top stand, og pusle en lille bitte smule omkring udseendet også.

Vi er i øvrigt generelt glade for ting med motor og to eller fire hjul. Hvis du vil se hvad vi i øvrigt har stående derhjemme kan du checke her: http://www.hide.dk/Vehicles

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.