Vores formand i Classic & Sports Car

Det nyeste nummer af det engelske magasin Classic & Sports Car (oktober 2019) byder som altid på masser af godt læsestof. Ikke mindst på side 194-95, hvor vores formand skriver om sin Aurelia, som han jo som bekendt har ejet siden 1977. Der er masser af fine billeder og en god beretning om restaureringen og de mange turen bilen sidenhen har været på. Artiklen står under den faste rubrik Your Classics, hvor magasinet læsere inviteres til at skrive en historie om deres egen bil.

SENSOMMERTUR 2019 – SØNDAG 18. AUGUST.

                          Så blev vor sensommertur 2019 afviklet i lidt gråvejr med en lille bitte smule regn ind i mellem. Torben (Ex-Gul Delta) havde arrangeret en særdeles smuk tur i området sydvest for Kolding og op mod Vejle og Børkop. De indlagte stop i hhv. Christiansfeld og i Tørskind grusgrav blev udnyttet efter hensigten med div. indkøb af honningkager for nogles vedkommende og spisning af samme lidt senere i den nedlagte grusgrav der nu er delvis udsmykket af nogle kendte kunstnere bl.a. Robert Jacobsen – Der var delte meninger om “kunsten” i udsmykningen, men døm selv ud fra de få billeder på billedsiden fra turen. Turen sluttede på restaurant La Rosa Italiana i Børkop hvor vi fik dejlige bruchetta efterfulgt af Kalvefilet i en dejlig svampesauce. IGEN et dejligt arrangement med en skøn stemning. 11 Lancia’er af meget forskellige årgange deltog. En overordentlig hyggelig dag hvor vi sagtens kunne have været flere. Specielt savnede vi mange flere af vore Jyske medlemmer – når vi nu var i Jylland til årets sensommertur! Billeder fra turen kan ses ved at følge DETTE link.

Copenhagen Historic Grand Prix 2019

Igen i år havde vi en flot klubstand ved årets store gadeløb i København. Ikke færre end 15 Lancia’er var udstillet og de præsenterede sig rigtig flot sammen med vor store pavillon, 3 beachflag, 5 RollUp’er og vores 6m højre flagstang. Der kom rigtig mange gæster på standen i løbet af de 2 dage og selv vejret var dejligt med strålende sol det meste af tiden så alt i alt et yderst vellykket arrangement. Og ikke kun set med Lancia øjne, totalt set blev det slået nye rekorder mht. betalende gæster, over 44.000 blev det til og det kendte “race for riget” samlede det hidtil største beløb ind til glæde for børneafdelingen på “riget”. Billeder ra dagene og vore biler herunder.

Åben Lancia – unik!

For ganske få penge kan man nu erhverve sig en åben bil, der givetvis er ret unik: Denne A112 årgang 1983 er til salg på det svenske Blocket. Man vil nok få problemer med at få bilen på danske plader, da det ligner en uautoriseret ombygning, men den ser da vældig sjov ud og er sikkert skæg at køre!

Sælger skriver ærligt og ligeud om bilen, der står til salg i Värmland: “Gammal bil så skavanker finns”, skriver han bl.a. Til gengæld er den forsynet med en del højtalere, både i dørene og andre steder.

Noget tag har den ikke, men dørene kan åbnes……

Prisen er lav: 9.500 svenske kroner (og den svenske krone er billig for tiden).

Se annoncen her

“Magtdemonstration” på CRAA 2019

Stor tak til Mogens, Joachim og øvrig familie og venner for den store indsats med at få samlet flere end 20 biler til Classic Race Aarhus. Det var deres fortjeneste at fremmødet blev så massivt. Det var der vist ingen andre klubber, der kunne matche!

28 biler var tilmeldt, men et par af dem måtte dog melde afbud i sidste øjeblik pga. af tekniske problemer. Det var super hyggeligt at sidde der under baldakinen med kaffe på kanden og gode småkager og snakke med de andre fra klubben og ikke mindst de mange gæster, der kom forbi.

Amerikanerbilerne ved siden af kunne ikke styre sig og larmede sindssygt med deres V8’ere en gang imellem, men de holdt da op igen….

Mogens: Tak for en dejlig weekend!

Pavens Fulvia

Auktionshuset Coys holder 18. maj stor bilauktion. Blandt de mange biler til salg er denne grå Fulvia sedan årgang 71, der har det man i auktionskredse kalder proveniens. Coys skriver følgende:

“We understand this Fulvia Berlina was once the property of Pope John Paul I who used the car to commute around Rome in the 1970s.”

Bemærk, at en tilsvarende grå Fulvia sedan, vil være at se på klubbens udstilling på Classic Race, dog en tidligere årgang. Og den bil er i markant bedre stand end den forhenværende pave-bil. Om den skriver Coys med ægte britisk understatement:

“With 67,000 kms and finished in grey with a black interior, this is a well preserved example with room for further improvement.”

Zagato 100 år

Der fejres jo runde fødselsdage i gammelbils-branchen næsten lige så ofte som Føtex holder “fødselsdagsudsalg”. Et af de mere markante jubilæer er Zagatos 100 års fødselsdag. Og heldigvis har Lancia og Zagato en glorværdig historie sammen.

Jeg har været i arkiverne for at finde et par billeder: