Nordisk Lancia Träff 2011

Tekst: Per Kristensen

Rammen for året Nordisk Lancia Træf var Höör i Skåne.

Allan Bøgh Christensen – Backagårdens parkeringsplads

Der var som forrige år et ret flot og meget bredt fremmøde af Lancia’er, og specielt et fantastisk antal Aurelia’er. Det er skægt som ens perspektiv forandres løbende, når man en hel weekend har været i nærheden af denne bilpark virker det jo næsten som om det er helt normale biler, ”der må jo da være mange Aurelia’er derude når vi har så mange her?”

Den danske delegation bestod af følgende bilpark:

  • Ardea, 1952
  • Aurelia GT, 1953
  • Appia Vignale Convertible, 1961
  • Beta HPE, 1976
  • Beta HPE Volumex, 1977/1983
  • Thema 8.32, 1989
  • Delta Integrale Evo, 1992
  • Ypsilon, 1997
  • Kappa 3.0, 1998
  • Lybra 2.0, 2001

Allan Bøgh Christensen – Backagårdens parkeringsplads

Knud Wilken-Jensen – Backagårdens parkeringsplads

Annette Nielsen – ”Så er alle sejl sat!”

Allan Bøgh Christensen – Skønne biler overalt

Knud Wilken-Jensen – Magnus Nilssons Lambda førte tropperne an under dagens udflugt

Knud Wilken-Jensen – Det store astronomiske ur i Lunds Domkirke

Per Kristensen – Parkering foran Alnarp Slot

Fredag aften var der fælles grill, og der var tid til en en del sparken dæk på parkeringspladsen, altid en populær aktivitet. Der var mange mennesker på parkeringspladsen til klokken blev sent. Denne aktivitet gentog sig sjovt nok mange gange i løbet af weekenden.

Den primære aktivitet lørdag var en fælles køretur rundt i det skånske landskab. Det var en meget imponerende karavane med Magnus’ gamle Lambda forrest til at holde tempoet, der var dog enkelte der havde ønsket sig lidt friere individuel kørsel som sidste år hvor vi selv skulle finde rundt på små snoede veje med lidt højere hastigheder.

Første mål for fællesturen var domkirken i Lund hvor vi fik hele historien om kirken tilbage fra dansk eje for 1000 år siden. Vi fik også mulighed for at se det fantastiske klokkeværk i funktion, på grund af sommertid fik vi set den store kl 1100 ringning kl 1200 🙂

Derefter var det afsted til Alnarp slot og Lantbruksmuséet i Genbanksparken (Landbrugsteknisk museum) i Alnarp lidt uden for Malmö, hvor vi fik frokost i skønne omgivelser, samt en fin parkering foran slottet. Vi blev budt indenfor på landbrugsmuseet, og det var ganske interessant og underholdende, lige et sted for ”Bonderøven Frank”.

Vi spiste frokost med Bianca og Gösta, Gösta fortalte at de havde problemer med deres hvide Aurelia, og var lidt træt af det. Der havde været mekaniker på den ugen inden vedrørende problemer med opladning af batteriet, og de havde haft behov for at bytte batteri på vej ned til Backagården, og nu ville bilen slet ingen ting da vi skulle afsted om morgenen (Allan Bøgh Christensen havde taget dem med i 8-32’eren på turen). Vi forslog Gösta at det bare var at åbne motorrummet når vi kom tilbage, stå og klø sig lidt i hovedet, og så ville den bedste hjælp han kunne tænke sig være på vej 🙂 Og minsandten om ikke det lykkedes?

Samme aften fik vi hele historien fra Bianca, hun var ret begejstret over hjælpen, vi havde blot været overbevist om at der ikke kunne være bedre samlet kundskab til stede noget andetsteds. I løbet af få minutter var der tre-fire meget kyndige hænder i gang, og hele to problemer blev løst på en gang. Aurelia’en kunne herefter problemfrit køre hjem igen. Aurelia’en havde blandt andet haft problemer med generatoren, og Tim Burrett vidste præcist hvad problemet var. Tim påpegede at polerne på batteriet ikke var fæstet godt nok, og så var der en anden småsag der ikke var blevet fixet, men det blev klaret på stedet.

Sådan skal det være!

Knud Wilken-Jensen – Gösta’s Aurelia under kærlig behandling af kyndige hænder

Allan Bøgh Christensen – Parkeringspladsen summede af aktiviteter før lørdagens middag, der blev talt og sammenlignet og repareret til den store guldmedalje. Og vi havde vejret med os!

Efter stoppet i Alnarp gik turen ind til havnen i Malmö hvor der ventede dagens store overraskelse. Vi blev ledt frem til en anonymt udseende industribygning, der viste sig at indeholde en kæmpestor privatsamling med lidt af hvert. Vi blev bedt om ikke at fotografere og filme derinde for at holde samlingens indhold anonym, så jeg vil nøjes med at fortælle at vi blandt andet så den eneste prototype af den lille bil BMW planlagde efter krigen. Det er en bil som BMW ikke selv har i deres ejerskab, så den havde været udlånt til fabrikken i forbindelse med jubilæum. Vi blev vist rundt af Rolf Ramelstam fra Allan Söderströms Automobiler, der står bag samlingen, og vi blev gjort opmærksomme på en bog der er skrevet om bilerne, så interesserede kan dykke ned i modelhistorierne den vej igennem.

Herefter var det spredt fægtning tilbage til basen, for vores vedkommende blev det en lille eskursion med et par af de andre tilbage til Turning Torso for fotografering, ”når nu vi var så tæt på”.

Efter Turning Torso gik turen tilbage til Backagården med ”Gala Skåne Gille” middag, hvor der igen var store mængder rigtig god mad.

Efter maden var der en anden Aurelia der havde problemer med koblingen, også dette problem blev udbedret på parkeringspladsen.

Inde vi kørte afsted søndag morgen var der fælles fotografering af de deltagende Aurelia’er, et indslag der var meget populært.

Søndagsturen gik i lidt friskere tempo, hvor målet var Kopperhattan i Klippan’s store skove (Nackarpsdalen og Nationalparken ved Skäralid), vi havde tæt følgeskab af en knaldgul Fulvia Sport Zagato der havde kørt fra Frankrig.

Per Kristensen – Gran Turismo med stort GT, et meget flot og usædvanligt syn af Aurelia’er bød os velkommen søndag

Allan Bøgh Christensen – ”Jamen er det ikke et spejlbillede?” God effekt med en højre- og en ventrestyret bil side om side

Det var et af de svenske medlemmer der har bopæl i Frankrig der havde medbragt Zagato’en. Derfra var det tilbage i fælles flok til en rigtig god frokost på Röstånga Gästegivaregård. Udefra set et sted vi nok normalt ville overse og køre forbi, og hvilken skam det ville være. Vi har besluttet os for at prøve at finde disse gamle steder lidt oftere når vi er ude at køre, det er jo hurtigt at ombestemme sig når først man er kommet indenfor, her var meget nydeligt og pænt, og maden var overdådig.

Allan Bøgh Christensen – Parkering i skoven op mod Kopparhattan

Annie Kärävä – Vi fik følgeskab fra Kopparhattan af en gul Lancia, et ret flot syn!

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.