Tilbage til Modeller
Zagato Hyena
Zagato Hyena – en lidt underlig størrelse at skrive om i Lancia Forum forstået på den måde, at Lancia slet ikke ønskede den bil og var derfor ikke involveret i projektet. Udgangspunktet for modellen er en Lancia Delta Integrale EVO 1 og 2 men ganske alvorligt modificeret. Historien er den, at den hollandske forretningsmand Paul Koot i 1990 havde en samtale med Andrea Zagato i forbindelse med karrosseriændringer på Paul Koot`s Aston Martin. I samme forbindelse blev de hurtigt enige om, at fremstille en speciel udgave af lancia Delta og Zagato gav opgaven med at tegne bilen til Nani Tedeschini i huset Zagato. Som nævnt ønskede Lancia bestyrelsen ikke at deltage i det projekt og derfor blev i Holland etableret salgsselskabet Lusso Service.
Modellen er baseret på en EVO 1 og 2 og Lancia var faktisk så lidt interesseret i projektet at salgsselskabet end ikke kunne købe de færdige biler direkte hos Lancia/Maggiora ( hvor EVO modellerne blev samlet ), men måtte købe bilerne hos forhandlere på lige fod med alle andre kunder.
Dette gjorde den færdige bil til en overordentlig dyr affære idet bilen blev strippet totalt for instrumentbræt, karrosseridele m.m. i Holland og derefter sendt til Zagato i Italien for montage af karrosse og ombygning. Zagato fremstillede en alu- råkarrosse med døre og kofangere i kulfiber og andre interiørdele. Forlygter stammer eksempelvis fra Alfa Romeo modellerne SZ og RZ og kølergitteret fra Lancia Dedra. Resultatet blev en 2 dørs coupé som kunne fremvises på Torino udstillingen i 1992 og udbudt til samlere. Målet var at fremstille 75 stk. og bilen blev kun lavet på bestilling – og forudbetaling. Udsalgsprisen blev pga. fremstillingsmåden tårnhøj og bilen var kun for feinschmekkere. Salgspris: US Doll. 110.000,- Bilen kunne leveres med ekstraudstyr ifølge kundens ønske såsom chiptuning til 250 hk., anden farve end standard og andet indvendigt udstyr. Alt mod ekstrabetaling naturligvis. Det ønskede salgstal på 75 stk. blev dog ikke opnået og kun 23 blev fremstillet.
Standardfarverne var: Rosso Monza – Giallo Fly – Verde Zagato – Bianco Saragota – Nero – Azurro Lido Venezia. Det noget lettere karrosseri og tilhørende kulfiberdele gjorde, at den samlede vægt blev 1150 kg. og dermed ca. 200 kg. lettere end udgangspunktet standard EVO 1 eller 2. Fælgene i størrelsen 7 x 16 OZ. Andre tekniske data er som for Delta Integralen såsom 4-hjulstræk, turbomotor osv. Se data under EVO 1 og 2.
I dag en eftertragtet model blandt samlere og kun meget sjældent udbudt til salg. En egentlig salgspris kan derfor ikke findes i nogle statistikker, men det må formodes, at den har bibeholdt nypris.