Delta Integrale EVO 2

Tilbage til Modeller

Lancia Delta Integrale EVO 2
I Juni 1993 kom afløseren for den tidligere EVO 1 og set med danske øjne blev det rigtig interessant. Den helt store ændring var, at Lancia nu kunne tilbyde en 16v motor med katalysator og dette er helt essentielt i forbindelse med syn/godkendelse af en EVO udgave (se afsnit omkring katalysator i EVO 1 artikel). Den tidligere model med 8v motor og katalysator udgik af programmet ved introduktion af denne 16v med Kat. EVO 2 udgaven kunne leveres i 3 standard farver: rød, Lancia blå og hvid, men hertil kom et antal såkaldte Limited Editions i særlige farver og udstyr.

Umiddelbart adskiller en EVO 2 sig ikke meget fra EVO 1 modellen men under motorhjelmen er der store tekniske afvigelser. Udefra vil bemærkes de større hjul som nu er 7½ x 16 med dækmontering 205/45ZR 16. Fælgets udseende er dog den samme. Den tidligere tynde sorte taglinie er erstattet af en bredere plastliste i samme farve som bilen. Benzindæksel har fået blank alu-ring i stedet for den sorte i plast. Indvendig er det tidligere checkpanel display fjernet og erstattet af aflæggerum. Ny type himmel, og ruder er de mørke Solar Control som reducerer varmeindfald. Nyt 3-egret læderrat og High-Back Recaro sæder med Alcantara beklædning, aircondition er nu standard og soltag er ikke længere på udstyrslisten. Nærlys kan højdereguleres elektrisk fra kabinen.

I 1993 var Lancia´s fabrikshold ude af Rally historien – faktisk i 1992 – fordi privatejet team Jolly Club havde overtaget resterne af Lancia´s rally biler, motorer og andet udstyr, men de havde ikke økonomi og mandskab til at gøre sig gældende i VM toppen. Da Lancia ved Rally sæsonen´s slut i 1992 trak sig ud af Rally efter 6 VM på stribe, havde de ikke længere brug for homologering af bilerne i Rally sammenhæng og kunne derfor frit producere Integraler til gadebrug med de modificeringer de ønskede. Som tidligere nævnt blev EVO 2 sat i produktion fra Juni 1993 og under motorhjelmen var der interessante ting. Montering af 3-vejs katalysator og pre-cat med lambda sonde i forbindelse med ny software gjorde, at bilen kunne godkendes af myndigheder overalt i Europa på linie med alle andre moderne køretøjer. En mindre turbo blev anvendt for at give hurtigere speederrespons og en kvikkere spoling fra lavere omdrejninger = mere anvendelig for ” almindelige” brugere. ABS blev standardmonteret i forbindelse med Brembo bremser. Andet tændingssystem med bankesensor og 2 spoler. Indsprøjtningssystem Weber/Marelli I.A.W. Topdæksel var nu lakeret i rød farve (EVO 1 sortlakerede) og påfyldning/overløbsbeholder for kølevand  placeret i venstre side. Disse ændringer i forbindelse med en bedre støjisolering gjorde, at bilen tog ca. 40 kg. på i vægt men dette blev der motormæssigt kompenseret for via styreboks som nu gav bilen 215 hk (mod tidligere 210) 155 KW og 304 Nm. Tophastighed var stadig 220 km/t. og 0 – 100 5,7 sekunder.

Produktionen fandt sted fra Juni 1993 til November 1994 og så var det slut. Produktionen af EVO modeller fra Oktober 1992 til afslutningen i 1994 fandt i øvrigt sted på samlefabrikken Maggiora i Chivasso nær Torino. Mange påstår, at samlekvaliteten dermed blev bedre. Maggiora havde eksisteret siden 1925 og været samlefabrik for utal af specielle biler bl.a. Lancia Aurelia B20, Flaminia Touring, Maserati Mistral, De Tomaso , Fiat 2300 S Coupe og Lancia Kappa Coupe for at nævne nogle. Fabrikken lukkede i 2003.

Når produktionen af Delta Integrale sluttede i November 1994 skyldtes det især det, at Fiat skulle introducere deres Barchetta og det kunne ikke gå stærkt nok med at få fjernet Integraler fra samlebåndet hos Maggiora. Integralen solgtes i stort antal og nogle mener at den kunne produceres måske frem til 1998, men som skrevet blev den presset væk fra produktionslinien af Fiat ledelsen som jo på det tidspunkt også ejede Lancia (siden 1969).

EVO 2 modeller blev i Tyskland betegnet som SEDICI (seksten på italiensk) og sådanne badges var påklæbet midt på forreste døre og bagklap. I England kaldtes de MONTECARLO. Disse er ofte nævnt som specialmodeller, men er blot betegnelser som var ønsket af de respektive landes importører.

Produktionsantallene for EVO udgaver var i 1993 1.996 stk. og i 1994 2.227 stk.

Fra introduktionen af HF4WD i 1986 til afslutningen i 1994 blev i alt fremstillet 44.296 stk. Integraler.

Tekniske data er som for EVO 1 dog nu med 215 hk – 155 Kw  – 304 Nm  og vægt 1340 kg. og naturligvis de tidligere beskrevne modificeringer.

Som investeringsobjekt er en EVO 2 den mest rigtige at gå efter. EVO 1 udgaver er betydeligt billigere på det europæiske marked, men pga. den manglende katalysator (se tidligere på denne side) er den ikke særlig attraktiv. De tiltagende miljørestriktioner overalt gør den til en besværlig størrelse at eje. Hardcore Lancisti vil påstå, at en EVO 2 ikke er den ”rigtige” rallybil idet den aldrig har deltaget i Rally i Lancia regi. Historisk set er dette korrekt idet VM rallyvinderne fra 87 – 92 var 4WD – 8V – 16V og EVO 1.

Se sammenligningen af EVO 2 og Subaru Impreza.

I dag (2012) er det dog vanskeligt at finde en 8v eller 16v Integrale fra 88 til 90 i rigtig fin stand. For mange ejere over en 20 års periode og deriblandt nogle unge entusiaster som har udnyttet bilens potentiale, men manglet de nødvendige penge til den løbende vedligeholdelse.

EVO 3
En EVO 3 har aldrig eksisteret, men udtrykket er blevet anvendt gennem årene fra forskellig side så snart der var tale om en farve eller udstyrsmodel som afveg fra de gængse. Grundlæggende var det en EVO 2 i såkaldt Limited Edition. Lancia fremstillede ganske få modeller til udstillinger eller prototyper og disse kan med god vilje kaldes EVO 3, men kom aldrig i produktion. Det er bl.a. en Viola farve, en helt hvid med hvidt læderinteriør fremstillet specielt til et show i Torino og en Cabrio udgave til Agnelli familien. Disse modeller beskrives nærmere i artiklen om Limited Editions.