Om Lancia

Mærket har haft 100 års jubilæum

  

Man ser ikke mange Lancia-biler på danske veje. Det siger mere om danskernes interesse for rugbrødsbiler end om Lancia. Men også her i landet er der bilister der sætter begavet konstruktion og kvalitet højt. Folk som kan lide biler med det lille ekstra som løfter dem over den jævne masse uden at være påtrængende.

  

Mange af modellerne har været banebrydende tekniske nyskabelser

Lancia har gennem hele sin historie fra 1906 bygget biler til dem der ofrede noget ekstra på kvalitet uden at behøve at udstille det for naboen. Mange af modellerne har været banebrydende tekniske nyskabelser, som Lambda fra 1922 med uafhængig forhjulsaffjedring og selvbærende karrosseri. Den havde køreegenskaber så den kørte i ring rundt om andre biler. Senere kom Aprilia, tredivernes mest moderne mellemklassebil. Efter krigen lancerede fabrikken den revolutionerende Aurelia med en V6-motor, der kom til at danne skole for utallige andre bilfabrikker.

I tresserne var Fulvia coupé den førende sportsvogn, og den vandt en stribe verdensmesterskaber i rally. Der senere blev fulgt op af Stratos i 1974-76 og Delta fra1987-92.

Samlet modeloversigt og medlemmernes biler

Lancia’s tekniske tour de force i 70’erne var den store Gamma. I typisk Lancia-tradition en utraditionel bil med ydelser langt ud over hvad man kunne forvente. Den efter- fulgte Beta, som nogle var kritiske overfor, fordi Fiat i mellemtiden havde overtaget Lancia, men den havde en fremragende motor og kørte langt bedre end andre biler i samme mellemklasse. Den er godt på vej til at blive en klassiker i dag. Senere kom Delta, Prisma, Thema, Dedra og Kappa som alle hører til i toppen af deres klasse.