Tilbage til Modeller
Lancia Fulvia (1963-76)
Normalt følges luksus og størrelse ad. Jo mere luksuriøs, jo større er bilen. Sådan plejer det at være, men sådan er det ikke med Lancia Fulvia, den mest luksuriøse, teknisk avancerede og velkørende kompakte bil i 60’ernes Italien.
Fulvia var en bil for kendere, en velbygget og holdbar, let konservativ luksusbil der gav stor køreglæde og diskret status. Det gjaldt både den kantede sedan-version, den smukke coupe og den ekstravagante sport-udgave med Zagato-karosseri. Ejeren af en Fulvia kunne glæde sig over bilens enestående kvalitet i teknik og finish, klassens bedste styretøj, et omdrejningsvilligt V4-kraftværk i front og køreegenskaber der var et gyldent kompromis mellem sport og komfort.
Kommerciel succes – sjælden i Danmark
Modellen blev en stor kommerciel succes for Lancia og bilen er stadig eftertragtet, nu som en”affordable classic” der trods speciel teknik er nem og billig at holde kørende.
Og som en ekstra attraktion er bilen – lige som andre klassiske Lancia-modeller – absolut ikke hvermandseje i klassiskerkredse. Der findes måske i alt 10-15 Fulvia’er i Danmark: 2-3 i sedan-udgaven, 8-9 coupeer og såvidt vides ikke en eneste kørende Sport. Den mest berømte danske Fulvia er den Fulvia Coupe Rallye 1.3 HF, som Otto Kristensens vandt Monte Carlo Classic med i 2006.
Lille luksus
”The most luxurious small sedan in the world” skrev Sports Car Graphic ved lanceringen i december 1963. Og videre: ”the car is a very smooth, refined, comfortable sedan, well-suited for a person or a family looking for something different with a high quality touch, in a class more usually devoted to mass production automobiles”.
Fulvia var en dyr bil. I sedan-udgaven konkurrerede den med mere rummelige biler som Audi 90, Volvo 132S, BMW 1600 og Rover 2000. Som coupe var den på niveau med Lotus Elan og en trediedel dyrere end MGB GT og Renault 8 Gordini. Sport-modellen med Zagato-karosseri var en tak dyrere endnu.
Plus og minus
For pengene fik man en avanceret bil med forhjulstræk, unik V4-motor, plads til fire og – som nævnt – fremragende kvalitet og stor køreglæde. Den blev da også flot modtaget af motorjournalisterne, der stort set var enige om bilens kvaliteter – og mangler. På plussiden stod de gode køreegenskaber, det præcise styretøj, de fremragende bremser og kabinens diskrete luksus. På minussiden stod et utilstrækkeligt varmesystem, sløv ventilation, halvdårlige vinduesviskere, begrænset bagsædeplads og beskeden motorkraft – i hvert fald i de første modeller.
13 graders V4
For øvrigt er motoren, der henad vejen fik forøget effekt, et kapitel for sig: en ganske særlig konstruktion, en V4 med cylindrene placeret i en 13 graders vinkel og eet topstykke. Den er placeret langt fremme og drejet 45 grader for at mindske højden i motorrummet.
Den første Fulvia-motor er på 1091 kubik og 58 bhp. Senere følger 1200-versionerne med 71, 80 og 88 bhp. Derefter kommer 1300-versionerne med 87, 90 og 101 bhp, og til sidst den hidsige 1600-version fra 115 op til 132bhp. Model- og motorvarianterne er talrige og ret forvirrende – typisk for Lancia, der som virksomhed havde svært ved at forenkle og rationalisere og som havde ry for at vælge de teknisk bedste løsninger uden at skele til økonomien.
Omdrejninger!
Uanset motorstørrelse skal en Fulvia køres med høje omdrejninger. Bundtrækket er beskedent, og der sker først noget omkring de 3500 omdrejninger. Her skifter motorens sprøde, turbineagtig lyd til en vrælen, der fortsætter op til 6000 omdrejninger. Det er her en Fulvia afslører temperamentet bag det velopdragne ydre, og det er her – og på kringlede småveje med masser af sving – bilen giver dig den helt store køreglæde.
Alt i alt er Fulvia, uanset hvilken version du vælger, en klassisk raritet og en bil du vælger fordi du respekterer ingeniørmæssig perfektionisme, god stil og glæden ved at køre sportsligt – vel at mærke ikke på den pubertære men på den voksne måde.
Klichéen siger, af Fiat er for de mange, Alfa er for sports-fanatikerne og Lancia er for kenderen. Måske er der en smule sandhed i den kliche, men i hvert fald giver Lancia Fulvia en enorm køre- og ejerglæde – for forholdsvis små penge.
Fulvia Berlina
Af de tre Fulvia-modeller en sedan-versionen Fulvia Berlina den mindst eftertragtede. Dens kantede design er ikke decideret kønt, men har til gengæld noget charmerende ”quirky” over sig. Den inspirerede Fiat 124, lanceret i 1965, en bil der senere fik en reprise som Lada. I dag er Fulvia Berlina en sjælden fugl, netop fordi bread-and-butter biler i standard-versioner altid er mindre eftertragtede end coupe- og specialmodeller.
Ejeren af en Fulvia Berlina kunne imidlertid glæde sig over tromle-speedometer og ratgear, rimelig plads til fire voksne og – ikke mindst – et askebæger pr. person (!).
Berlina’en endte efter en langsom start med at bliver en stor salgssucces for Lancia, med i alt 186.000 solgte biler over ni år fra 63 til 72, næsten samme antal som dens samtidige konkurrent Alfa Romeo Giulia.
Fulvia Coupe
Fulvia Coupe er til gengæld nu den absolut mest populære af de tre Fulvia-modeller. Den blev lanceret i 1966 og på grund af stor efterspørgsel produceret helt frem til 1976. Populariteten skyldes både at det er en smuk og særpræget bil, der er rapfodet og letkørende, og fordi den har et imponerende rally-CV.
Sjældent har sedan- og coupe-versionerne af samme bil været så forskellige i udseende. Fronten med den trapez-formede kølergrill og de dobbelte forlygter er genkendelig. Men resten er radikalt anderledes:
Kabinen er lys og let med en markant coupe-bagrude. Interiøret er enkelt men af høj kvalitet, og instrumentbrættet er nøgternt og samtidig elegant: to store ure for hastighed og omdrejninger og tre små for olio, aqua og benzina.
Det vel nok smukkeste ved coupeen er dens rumpe. Hækken er skåret lige af, og i siderne svirper den kækt opad, med linjerne understreget af kromkanter og smukt detaljerede lygter.
Alt i alt en perfekt og rapfodet lille coupe, der var så populær at den forblev i produktion i ti år, fra 66 til 76, kun med små ændringer i dens i alt tre produktionsserier.
Fulvia Sport
Karosseribyggeren Zagato leverede en ekstravagant luksusversion af Fulviaen. Det var en let buttet bil, der udstrålede det modsatte af coupeens luftighed, en tæt, muskuløs mini-GT, der blev Zagatos mest succesfulde model nogensinde.
Successen skyldes bl.a. at bilen trods alt ikke var helt så særpræget som Zagato-brødrenes biler plejede at være, selv om den har nogle pudsige design-detaljer. F.eks. løftes bagruden af en elektromotor for ventilation og åbning af bagsmækken, og på en del tidlige modeller er der placeret en lille ekstra luge til reservehjulet mellem de bageste kofangere.
Tjek i øvrigt Lancias ideer til en moderne udgave af Fulvia’en på Diseno Arts hjemmeside.