Tilbage til Modeller
Lancia Delta Integrale EVO 1
Betegnelsen EVO står for det italienske ord evoluzione (udvikling/fremskridt) men dette udtryk kommer ikke fra Lancia selv i forbindelse med lanceringen af den opgraderede Delta i 1991, men en betegnelse som publikum og journalister anvendte for at skelne mellem den model og de tidligere 8v / 16v som blev fremstillet op til Oktober 1991. EVO 1 så dagens lys i Oktober 1991 og blev produceret hele 1992 og langt ind i 1993 hvor den blev afløst af EVO 2. EVO 1 i 16v udgave er ikke udstyret med katalysator. Læs mere om det senere i artiklen.
EVO 1 er den største ændring af Integralen siden 1979 og er meget forskellig fra de tidligere 8v / 16v modeller og det første som springer i øjnene er karrossen. Nu er der ny front med større luftindtag, skærmene er færdiggjort i eet stykke og ikke som tidligere hvor udbygning af skærme nærmest var påsvejst vinkelret på. Dette gav bilen et bredere og ” ondere ” look set forfra og bilen fik også kælenavnet Deltona (på italiensk: den lille fede). Diameter for nærlys var nu samme størrelse som fjernlys af typen lentikulare og i grillen et påsat emblem HF. Andre tågelygter og sideblink helt ude i hjørnerne. Desuden var monteret en bagspoiler som kunne indstilles i 3 positioner. Dette gav større tryk på bagakslen og dermed bedre stabilitet. Sporvidde var nu øget med 54 mm for og 60 mm bag – støddæmpere med længere slaglængde samt større og hårdere fjedre. Uafhængig MacPherson ophæng for og bag og nu med stabilisator mellem forreste støddæmpertårne som yderligere stivede forvognen af. Modificeret undervogn og trækkraftfordelingen var nu 53% bag og 47% for. Permanent firehjulstræk og differentialespær. Foran dobbelt cylindrede bremsekalibre. Bremseskive diam. 281 mm for og 251 mm bag. 2 uafhængige bremsekredse og ABS. Det italienske ord Integrale er i dag synonym med 4WD på Deltaén, men ordet dækker i forbindelse med biler egentlig noget som er komplet og forsynet med de nødvendige tekniske detaljer.
Bilen kunne leveres i farverne Blue Madras – Derby Green – Monza rød – hvid – mørkeblå – sort og Rosso Winner. Indvendig med grå Alcantara og samme Recaro sæder som i tidligere 16v modeller. Læderindtræk, aircondition og soltag var ekstraudstyr. Air condition var den gamle type kaldet R-12 Freon som i dag ikke længere er lovlig at anvende. Momorat i læder var nu standard. Nedfældeligt bagsæde og el-ruder foran. I midterkonsol var anbragt display for visning af åbne døre, olie, batteri, bremsebelægning, håndbremse m.m. Dette display blev ikke anvendt i den senere EVO 2 model og udefra er den største umiddelbare forskel på EVO 1 og 2, at EVO 1 har en smal sort tagliste hvor EVO 2 har en bredere indfarvet tagliste. Kendere vil straks se denne forskel, men mere indgående check vil også afsløre flere afvigelser fra EVO 2.
Bagfra vil bemærkes den enkelte ovale udstødning. Tidligere 8v / 16v modeller havde afgangsrør i begge sider. Kofanger er desuden meget forskellig fra tidligere Delta. Benzindæksel som på rally udgaver, rundt med sort krave. I motorrummet bemærkes det sortlakerede ventildæksel og den enkelte tændspole (EVO 2 modeller har 2 spoler).
Hjulene er i størrelsen 7½ x 15” – 5 bolthuller og dækstørrelse 205/50 x 15. Ny fælgtype Speedline som er blevet meget kendetegnende for EVO udgaver. I parentes kan bemærkes, at de er meget vanskelige at holde rene og kræver flittig brug af lille svamp og gamle vaskeskind for at komme ind i alle hjørner og huller. Noget man lever med fordi montering af uoriginale fælge giver denne model et helt forkert look. Blot skribentens mening.
Tekniske data kan ses separat, men kort kan nævnes 2 ltr. turbomotor på 210 hk (151 Kw) ved 5750 omdr. Topfart 220 km/t og en 0 – 100 tid på 5,7 sek. 16 v og uden katalysator.
En særlig udgave med 8v og katalysator blev fremstillet til lande som Schweiz og Tyskland og her var hk blot 177 – topfart 212 km/t og 0-100 tiden nu 6,9 sek.
Katalysator:
En meget vigtig detalje omkring en EVO 1 model er, at den 16v motor ikke har monteret katalysator. Dette er en yderst vigtig ting idet EU miljøkrav kræver, at biler under 2000 kubik indregistreret efter 1.10.1990 skal have monteret katalysator. Derfor må det siges straks: En EVO 1 model med 16v motor kan ikke godkendes ved syn i Danmark ! Glem den udgave – det giver kun problemer med myndighederne. Køb en EVO 2 med katalysator, 8v udgaven med Kat eller én af de tidligere 8v / 16v modeller.
Lancia var dengang i 91 og 92 ikke i stand til at udvikle styreboks for lambdasondestyring til 16v motorer på Deltaén og bilen kunne derfor ikke sælges i Danmark – ej heller i Schweiz som havde tilsvarende regler. Lancia gjorde så det, at montere den tidligere 8v motor i nogle EVO 1 modeller og her var ingen problemer med at få styreboks og styring af katalysator til at arbejde sammen. Resultatet blev desværre det at bilen blev langsommere (177 hk mod 210 i 16v model) men det var løsningen på det tidspunkt. Også Tyskland aftog mange af disse 8v kat udgaver, men også 16v uden kat var lovlig i Tyskland. I Danmark har man dog kendskab til to EVO 1 16v modeller som er godkendte. En Blue Madras som for flere år siden blev godkendt på dispensation (vistnok fordi synsmand ved første syn havde overset manglende kat og ved efterfølgende syn kun godkendt på dispensation). Men det vil ikke blive accepteret i dag for andre importerede biler. En anden godkendt er en grøn EVO 1 som havde fået monteret katalysator i Tyskland og en mængde dokumentation i den forbindelse. Dansk ejer har ifølge forlydender haft store problemer med myndigheder trods omfattende dokumentation og vil ifølge eget udsagn aldrig prøve noget sådan igen. Som tidligere skrevet: glem den udgave – du får kun problemer med myndighederne og kan stå tilbage med et køretøj som ikke kan indregistreres. EVO 1 biler er i dag forholdsvis billige i udlandet (Italien – Tyskland bl.a.) og det skyldes naturligvis de strammere miljøkrav der er overalt i Europa. Miljøzoner er nu udbredt i Italien og Tyskland.
Tekniske data
EVO 1 med 16v motor:
- 1995 kubik
- 210 hk (151 Kw)
- 298 Nm
- Garrett T3 turbo
- Intercooler
- 4 WD
- Længde 3900 mm
- Bredde 1770 mm
- Højde 1365 mm
- Vægt 1300 kg.
- Topfart 220 km/t
- 0-100: 5,7 sek.
Fremstillet i 4841 eksemplarer inklusive de særlige Limited Editions.
EVO 1 med 8v Kat motor:
- 1995 kubik
- 177 hk (127 Kw)
- 290 Nm
- Garrett T3 turbo
- Intercooler
- 4 WD
- Længde 3900 mm
- Bredde 1770 mm
- Højde 1365 mm
- Vægt 1300 kg.
- Topfart 212 km/t
- 0-100: 6,9 sek.
Fremstillet i 4650 eksemplarer