De Gode Gamle Dage…

Tekst: Per Kristensen

Allan Bøgh Christensen har sammen med sin bror en rigtig legende, en Lancia Thema 8.32. Med afsæt i rygterne om en ny ”8.32” blev der sat træf med Allan for at få en fornemmelse af hvordan ejerskabet er for en af den gamle gardes legender. Lancia Thema 8.32 har en 8-cylindret Ferrari-motor med 32 ventiler (baseret på motoren fra 308 QV), en ulv i fåreklæder.

Lancia-historien starter for Allans vedkommende tilbage i December 2003. Her køber Allan sammen med sin bror, Torben, en Thema 8.32 Serie 2 fra 1989 i Kolding. Serie 2 dog med modifikationer, som det fremgår senere. Det er kun motoren der er fra Ferrari, gearkassen er en modificeret udgave fra Thema Turbo. Udover Ferrari motoren er det bagklappen, der er et af de helt specielle træk, da der sidder en vinge som kan køres op og ned. Ferrari betyder meget luksus og meget elektronik, som elektrisk nedfældbare nakkestøtter på bagsædet, enkelte modeller blev solgt med individuelt elektrisk justerbare bagsæder og sæde-sædevarme i disse. De andre ting som adskiller en 8.32 fra andre Thema’er er den forkromede kølergrill med anderledes gitter inspireret af gamle racer udgaver af Ferrari, større sideskørter, fælge som er en kopi af den tids Ferrari fælge, men stadig produceret af Speedline og så naturligvis det eksklusive, håndsyede læder fra Poltrona Frau, som kabinen er fyldt med. Interiøret blev videreført i LX varianter af Thema, da 8.32 udgik af produktion i 1991 efter et samlet styktal på godt 3500. Det siges, at Enzo Ferrari blev transporteret rundt i 8.32 i sine sidste år, da han ikke kunne komme ’ned’ i sine egne modeller.

Bilen har haft to tidligere ejer, den første Damgaard (ejer af Beefstouw) hvor bilen var registreret i Tyskland de første år, hvorefter den kom til Danmark. Efter sigende kørte bilen varm og topstykket slog sig, da køleren blev defekt. Bilen blev derefter solgt til ejer nr. 2, og efter to forgæves reparationer for at løse dette problem blev løsningen en anskaffelse af en serie 1 fra Tyskland, hvorefter motoren blev byttet. Så Allan har en serie 2 med serie 1 motor. Interessant kombination da der er ændret på indsugningen mellem serierne. Serie 1 motorerne fra Ferrari blev rent faktisk bygget af Ducati, da Ferrari ikke selv havde kapacitet til produktionen. Motorstyringen er pt. fra serie 2, og det har været en formodet kilde til et tomgangsproblem Allan har haft i den tid han har ejet bilen. Efter grundig undersøgelse tyder problemet dog på at være et potentiometer, der måler på luftgennemstrømningen i KE3 Jetronic indsprøjtningen og som bliver slidt med kilometerne. Desværre sidder det upraktisk og kræver afmontering af mange andre dele for at udskifte, men planen er at udskifte det snart, da det gerne skulle forbedre køreoplevelsen.

Allan Bøgh Christensen – Du ser normalt en Thema 8.32 fra denne vinkel hvis du møder den på vejen

Ved købet fulgte reservedelsbilen med, som sidenhen er blevet strippet for de fleste brugbare reservedele, hvorefter karossen blev solgt videre til en anden dansker, der havde store rustproblemer med sin 8.32.

Allan Bøgh Christensen – ”LANCIA by Ferrari” fanger de flestes opmærksomhed når motorhjelmen bliver åbnet

Reservedelsbilen har betydet at Allan og hans bror har en del ting hjemme på hylderne, dog er der forskelle mellem serie 1 og 2 som forskellige forlygter, sidespejle, kontakter indvendigt for rudehejs og sidespejle, men på den anden side har de klaret sig langt ved at have gode byttekomponenter, når de har haft brug for forskellige dele.

Om 8.32 nævner Allan som et kuriosum er at der er enkelte serie 1 og serie 2 uden olietemperaturmåler i instrumentpanelet, og det var ligeledes ikke alle biler i begge serier der blev leveret med justerbare støddæmpere. Disse ting giver så også forskel i træpanelerne til instrumentbrædtet. Alle modeller, inklusive dem der blev solgt med alcantara-beklædte sæder blev leveret med læderbeklædt instrumentbord.

8.32’eren kan være dyr i reservedele, men det meste er til at skaffe. Der er også en del komponenter hvor der er god tilgang på grund af slægtskab med andre biler, hvis man ved, hvad man skal lede efter, bl.a. Bosch komponenter.

Der er mange dele fra en standard Thema der kan bruges, da undervognen i princip er den samme, 8.32’eren har dog kraftigere fjedre foran på grund af den større motorvægt. Sliddele er rimeligt tilgængelige da mange dele er de samme som i Alfa Romeo 164 3L, dette gælder også komponenter som forbro og bagbro, hvilket er en fordel, da disse komponenter har en tendens til at ruste.

Allan Bøgh Christensen – To potente brødre fra samme tidsperiode, men med meget forskellige karaktertræk

Hjullejerne bag er samme som 1. serie Alfa Romeo 164 med ABS, ”så det var plug’n’play på Thema’en”.

Enkelte motordele er fælles med Ferrari, så delene findes, men koster en mindre formue. Intervallerne for tandremsbytte er 20000 km, derfor gør det ikke så meget at man ikke bytter vandpumpe hver gang. Vandpumpen kan ikke skaffes ny mere, men den er i metal og går at renovere. Dele som remstrammerhjul er også i metal, og dermed rimeligt holdbare.

Allan Bøgh Christensen – Der var en gang hvor der kunne laves et indbydende instrumentpanel

Som mange andre italienske biler kan kontrollamperne være lidt af et juletræ, det bliver som regel fikset ved at stoppe og starte bilen igen.

Gummilisten rundt om bagvingeklappen produceres pt ikke, men eftermarkedsproduktion er måske på vej, så Allan venter med den klassiske rustrenovering omkring klappen i alle fire hjørner.

I den tid Allan har haft Thema’en har der ikke været motorproblemer (udover tomgangen), der har kun været service (og mange af dem) og lidt arbejde med rust (hvad jo er normalt med både Thema og Alfa 164). Planen er at bilen skal til Allans bror i Århus om et par år. De deles om alle udgifter (udover benzin, som den godt kan lide), men det er den der har bilen stående, som sørger for at få udført service og reparationer. 8.32’eren anvendes mest som sommerbil og til træf.

I halvfemserne blev bilen stjålet fra den første ejer i Tyskland, men blev dog fundet senere igen. Denne episode krævede en omlakering som har haft som resultat at farven blev bevaret – Verde Indy, som er meget sjælden – men den karateristiske stribe langs hele vognsiden forsvandt. Ved denne omlakering blev der tilføjet ca. 17 gange klarlak, Allan er derfor meget ærgerlig over en ridse han har fået i kølerhjelmen i en parkeringsgarage for et par år siden, især da det var ren hærværk.

Ifølge Allan er det en fornøjelse med en ”sleeper” på gaden, det er muligt at køre spoileren op og ned under kørsel, så bilen kan fremstå rigtigt anonymt indtil det er tid til narrestreger. I starten var vingens funktion automatisk bestemt af hastighed, dette blev senere ændret til selvvalg, hvilket dog har gjort, at der ikke længere var plads til funktionen for interval på vinduesviskerne. Der var simpelthen ikke plads til flere knapper eller stilke.

Per Kristensen – Her ses den mobile vinge tydeligt, den kan forsvinde ned i bagklappen ved et tryk på en knap

Tomgangen er som en amerikaner da knastakslerne er opbygget på 90 grader istedet for standard 180 fra Ferrari, men skriget er der ved høje omdrejninger. Allans far, Per, nød den første tur på landevej og motorvej, vingen gik op og ned for hver overhaling, og det blev til et par stykker. Kørselsoplevelsen er kort beskrevet præget af at bilen har forhjulstræk og er tung foran, men det er stadig en rigtig GT!

Allan tilføjer at nyprisen i 1989 var ca. 900.000 DKK, det samme som en BMW M5. ”Bilen blev i øvrigt opbevaret i en Carcoon i min fars carport de første par år. Det kan anbefales, hvis man ikke har adgang til et tørt og lukket rum” lyder slutkommentaren fra Allan.

Lancering af Thema 8.32

I oktober 1984 lancerede Lancia officielt den nye model vi idag kender som Thema. Det var et ”joint venture” produkt mellem Lancia, Fiat, Alfa og Saab (benævnt Euro-4-programmet). Thema Modellen er designet af Giorgetto Giugiaro og efterfulgte ”Gamma”, som Lancia stoppede produktionen af i 1984.

Det siges at ideen om at bygge en Thema med en Ferrari-motor startede som en vittighed. Ansporet af denne tanke begyndte teknikerne at bygge en Thema og tog en lettere modificeret motor fra en Ferrari 308 QV. Den første model (i rød), blev døbt ”Thema 8.32”, udledt af antallet af cylindre og ventiler og blev første gang vist på den 61. udgave af Torino Auto Show i 1986.

Thema 8.32 blev indført sammen med en lidt ændret Serie 1 Thema model. Efter nogle mindre ændringer i forhold til Torino-modellen blev 8.32’eren sat i produktion i september 1986. Sammenlignet med de første Serie 1 model omfattede den ”reviderede” Serie 1 en mindre ansigtsløftning og nogle mindre justeringer af interiøret.

I 1988 gennemgik Thema modellen betydelige interne og eksterne ændringer, hvilket også påvirkede 8.32. Sammen med dette facelift blev Thema Turbo 16V introduceret med næsten samme effekt og moment til en noget lavere pris. Selvom der jo var store forskelle i karakteristika af de to motor-versioner var det en medvirkende årsag til at
produktionen af Thema 8.32, blev stoppet i efteråret 1991.

Tekniske ændringer

Thema 8,32 blev bygget på Lancia’s S. Paolo fabrik i Torino, udstyret med en Ferrari V-8 motor, der angiveligt skulle være bygget på Maranello fabrikken. Men på grund af utilstrækkelig kapacitet blev de fleste (eller alle?) serie 1 motorerne bygget hos Ducati. Motoren var oprindeligt fra en Ferrari 308 Quattrovalvole. 308 QV motoren havde gennemgået en række ændringer for at tilpasse den til den blødere karakter i en sedan. Krumtapakslen blev udstyret med plejlstænger med 90 grader offset, i stedet for 180 grader, som normalt findes i Ferrari motorer. Bortset fra motoren blev femtrins gearkasse, affjedringssystemet, fjedre, støddæmpere og den forreste stabilisator ændret. Thema 8.32 kom standard med ABS.

Udvendige ændringer

Udvendige forskelle i forhold til en ”standard” Thema var den nydesignede grill (inspireret af de tidlige konkurrence-Ferraris) med 8.32 logo på gul baggrund understreget af et trefarvet bånd med det italienske flags farver, en re-designet
frontkofanger med indbygget spoiler, tågelygter og luftindtag, justerbar hæk spoiler, skørter på de nederste sidepaneler med 8.32 logo i det bageste hjørne, sidespejle i karosserifarve, stjernedesign letmetalfælge (igen inspireret af Maranello modellerne), gyldne rudelister og to-farve-striber langs siden.Oprindeligt kom 8.32 i fem farver, navngivet af Lancia i Blizzard mørkeblå, Winner rød, Reflex grøn (Verde Indy), Quartz grå og sort. Ekstraudstyr var forlygtevaskere / vinduesviskere og elektrisk styret soltag.

Naturlæder, signeret og syet (ikke limet) af ”Poltrona Frau” dækker instrumentbordet, midterkonsollen, rattet, gearstangen og håndbremsen. De særligt designede instrumentbrætdt har brændstofniveau indikator, speedometer, omdrejningstæller, vandtemperatur, to check indikatorer til motorfunktioner, olietryk og olietemperaturmåler. Loftet er beklædt med Alcantara. Det samme gælder sæder og side-paneler (med træpanel), medmindre ejeren havde valgt lædersæder (nogle Lancia importører tog ekstra betaling for dette!). Lædersæder kunne som et tilvalg kombineres
med elektrisk justering (for og bag) og opvarmning (foran). Centrallås, el-ruder og -spejle samt klimaanlæg var standardudstyr. Der kunne tilvælges hovedtelefon med radiotilslutning til bagsæderne og mobiltelefon tilslutning i det forreste armlæn.

Produktion

Lancia byggede 700 biler i de første år, som hurtigt blev øget til 1100-1200 enheder om året. Ejeren kunne følge den afsluttende fase af produktionen og straks testkøre sin bil. Mellem 1986 og 1991 blev der produceret i alt 3537 Thema 8.32 (2370 Serie 1 og 1167 Serie 2). Ifølge traditionen, er den sidste producerede på Lancia museet. Det antages
at inkluderet i disse tal er en one-off model Thema 8.32 Stationwagon – i lys grå med blåt læder – der blev bygget til formanden for Fiat-koncernen i 1986, og 64 ”Limited Edition” udgaver i Ferrari rød (32 serie 1 og 32 serie 2).
Kilde: http://www.cateten.demon.nl/

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.