I år er Classic Race Viborg det eneste sted i Danmark, hvor du kan opleve et rigtigt bymotorløb – og selvfølgelig skal Lancia‑klubben være med.
I dagene fra fredag den 22. maj til søndag den 24. maj forvandles Viborg til en vaskeægte motorsportsby. Her kan du opleve alt fra gaderæs i flere motorsportsklasser til bilklub‑udstillinger, forhandlerområder og masser af underholdning og musik.
Selve løbet foregår omkring og på den gamle dyrskueplads, hvor racerteams er opstillet overalt inden for banen. Som en del af Classic Race Viborg er der desuden Classic Parkering på området ved JP Groups fabriksareal, som grænser op til banen. Denne parkering er tiltænkt bilklubber – og selvfølgelig skal Dansk Lancia Register være repræsenteret både lørdag den 23. maj og søndag den 24. maj.
Medlem Mogens Blach har været i god dialog med arrangørerne, og vi er blevet stillet nogle rigtig fine betingelser i udsigt:
- Attraktiv parkering tæt på området med god plads til vores biler
- Et dedikeret italiener‑område, så vi kan socialisere med bl.a. Alfa‑klubben
- Mulighed for at slå telt op, så vi har et samlingssted
- Rabat på indgangsbilletter:
- Dagsbillet: 400 kr. (normalpris 450 kr.)
- Billet til alle dage: 600 kr. (normalpris 700 kr.)
Læs mere om Classic Race Viborg her: https://classicraceviborg.dk/
Som deltager i Classic Parkering må du i tidsrummet 7:30–21:00 komme og gå, som det passer dig. Det er helt frivilligt, om du ønsker at købe billet til selve baneområdet. Uden for dette tidsrum holdes porten lukket for at sikre området. Du kan deltage både lørdag og søndag – eller kun én af dagene. Du kan vælge blot at hygge dig ved Classic Parkering, eller du kan købe billet og komme helt tæt på gaderæset. Det er helt op til dig.
Mogens Blach vil være til stede hele weekenden for at koordinere, og klubben byder naturligvis på morgenmad med en lille en begge dage. Hvis muligt, må du meget gerne medbringe egen stol og kaffe/te. For at vi kan købe det rette antal rundstykker, beder vi dig give os besked, hvis du ønsker at deltage i morgenmaden. Det hjælper os med at vurdere, om der skal købes 20 eller 200 rundstykker.
Du skal selv tilmelde dig Classic Parkering – ellers kan du ikke få din bil med ind på området. Tilmelding foregår her: https://classicraceviborg.dk/classic-parkering/
Ønsker du indgangsbillet købes billetterne gennem klubben, så vi kan samle bestillingen og opnå ovennævnte rabat. Lad os derfor vide, hvis du ønsker indgangsbilletter. Deadline for rabatbilletter er den 10/5 kl. 18.00.
Sidste år havde vi en fantastisk weekend med omkring 15–20 Lancia’er – og det kan vi helt sikkert gøre endnu bedre i år. Så tøv ikke med at melde dig til.
Tilmelding og spørgsmål:
Mail: lanciaklub@lanciaklub.dk
Mogens Blach: 50 50 36 75


